Af Mie Mølbak, kommunikationsmedarbejder
En anerkendende tilgang til socialt arbejde har længe været et teoretisk ideal, men der har manglet viden om, hvordan det kan se ud i praksis. Det laver forsker Vibeke Bak Nielsen nu om på. Hun undersøger i en ny rapport, hvordan brugerne oplever mødet med Liva, der er et alternativt rehabiliteringstilbud for mennesker med skadevirkninger efter prostitution, seksuelle overgreb eller vold.
- Livas tilbud står på et ideologisk og teoretisk meget ambitiøst fundament. Det er for det første vigtigt for Liva, at de her menneskers problemer ikke bare kan forstås ud fra et individuelt perspektiv, hvor de har problemer med at være og gøre i samfundet, som vi forventer. De har derimod været udsat for noget traumatisk, og de er underlagt undertrykkende strukturer i vores samfund. Derfor bærer de ikke ansvaret for deres problemer alene, og Liva gør meget ud af at anerkende dem som mennesker. Anerkendelsesidealet er helt centralt i Livas tilgang, siger Vibeke Bak Nielsen, der er lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
Vibeke Bak Nielsen har i samarbejde med Liva netop udgivet rapporten ”Et anerkendelsesideal i socialt arbejde tager form – en empirisk narrativ brugerundersøgelse af Livas praksis”. Rapporten bygger på halvandet års research, hvor Vibeke Bak Nielsen har observeret praksis og interviewet brugerne i Livas krisecenter, LivaShelter, og i det ambulante rådgivnings- og behandlingstilbud, LivaRehab. Formålet er at bidrage med viden i udviklingen af en anerkendende rehabiliteringstilgang.
- Det vigtigste fund i undersøgelsen er, at vi kan arbejde anerkendende. Det kan lade sig gøre at bedrive socialt arbejde på borgernes præmisser, og hvor det er deres stemme, der bliver gældende. Hvor de rent faktisk oplever, at de får kontrol med deres liv, hvilket er forudsætningen for social forandring, siger forskeren.
Anerkendelse i praksis
Men hvordan ser anerkendelse så ud i praksis? I Livabrugernes egne fortællinger identificerer Vibeke Bak Nielsen en række indikatorer, der kan gøre en forskel i mødet med mennesker, som bærer på voldsomme og traumatiske oplevelser.
- Vi kan ikke komme ind på dem alle sammen her, men helt centralt står brugernes oplevelse af, at deres unikke fortælling får plads og bliver taget alvorligt. De skal ikke passe ind i nogen kasser. Der er tid og nærvær til at lære den enkelte at kende i forhold til hvilke oplevelser, de bærer på. Medarbejderne anerkender, at brugerne har været udsat for noget voldsomt, og at det tager tid at lære at leve med traumerne, siger hun.
Mødet med Liva står for mange af brugerne i undersøgelsen i kontrast til det traditionelle beskæftigelsessystem, hvor de oplever, at der er en forventning om, at de kan blive ”fikset”.
- Det rehabiliterende er en livslang proces. Efter et rehabiliteringsforløb kan man stadig komme i situationer, hvor gamle traumer dukker, og man reaktiverer gamle følelse, som man måske er blevet bedre til at håndtere, men som gør, at man også er sårbar. Beskæftigelsessystemet ser dog nogle gange lidt snævert på det med beskæftigelse, så der kan være en forventning om, at når man har været i rehabilitering, er man klar til at gå ind på beskæftigelsessystemets præmisser. Det er et system, hvor der ikke er ret meget plads til nuancer, siger Vibeke Bak Nielsen, der selv har en baggrund som socialrådgiver i beskæftigelsessystemet.
- Resultaterne af undersøgelsen peger på et behov for et opgør med en forståelse af sårbare og udsatte menneskers problemer, som noget der kan fikses i beskæftigelsesindsatsens tjeneste, siger forskeren.
Vibeke Bak Nielsen understreger, at vi stadig har meget at lære i forhold til, hvordan anerkendelse i socialt arbejde konkret kan praktiseres, men at rapporten er et godt skridt i den rigtige retning.
