Omfanget af partnervold er ikke nedbragt de seneste år, selvom der har været øget fokus siden første handleplan mod partnervold i 2002 (Deen et al. 2018; Bertelsen et al. 2019). I Danmark estimeres det, at mellem 30-47.000 kvinder og 14-26.000 mænd udsættes for fysisk partnervold. Tallene for psykisk partnervold skønnes til at være dobbelt så høje (Deen et al. 2018; Ottesen et al. 2018). // Forskning viser, at der sjældent er en simpel eller direkte vej til hjælp for voldsudsatte. Overordnet sondres der mellem formel- og uformel hjælp. Den uformelle hjælp forekommer oftest første fra socialt netværk, såsom familie og venner. Mens den uformelle hjælp kan have stor indflydelse, så peger forskning på, at den oftest ikke er nok til at forhindre partnervolden (Liang et al. 2005; Meyer 2016). Den formelle hjælp omfatter faglig og professionel hjælp, og kan være en afgørende faktor til at kunne byrde med partnervold via vedvarende beskyttelse og specialiseret støtte. Krisecentre udgør et centralt aspekt af den formelle hjælp til voldsudsatte. I dag betegnes krisecentrene som midlertidige ophold og akut støtte til voldsramte kvinder og deres medbragte børn. Det er et tilbud henvendt til alle kvinder over 18 år. Majoriteten af centre tilbyder ikke støtte til kvinder med ubehandlede psykiatriske diagnoser og misbrug, men der er sket en udvidelse af målgruppen i form af specialiserede krisecentre samt mandekrisecentre (Bertelsen et al. 2020; Dokkedahl et al. 2021:22).

Nærværende forskningsprojekt undersøger, hvilke kvinder krisecentrene i Danmark møder og hjælper. Gennem etnografisk observationsstudie samt interviews afdækkes det sociale arbejde, der udføres på krisecentrene – hertil hvilke kvinder, der hjælper og hvordan. Der trækkes på inspiration fra forskningsfeltet om klientgørelse inden for socialt arbejde (Järvinen & Mik-Meyer 2003). Klientgørelse referer til processen, hvor et individ tilpasses en given institutions kategorier, regler og rutiner og heri får en identitet, som institutionen kan arbejde med. En væsentlig opgave for socialarbejderen ligger derved i at afdække karakteristika, som berettiger og gør individet egnet til institutionens hjælp (Järvinen & Mik-Meyer 2013). I relation til krisecentrenes sociale arbejde udforskes det herved, hvilke kvinder, der visiteres inde på krisecentrenes og hvordan de hjælpes med afsæt i krisecentrenes institutionelle rammer.

Der anlægges et todelt perspektiv i projektet, som indebærer et fokus de sociale arbejdsaktører samt et brugerperspektiv. I overensstemmelse med dette undersøges derfor også de voldsudsatte kvinders oplevelser af at søge- og modtage hjælp på krisecentrene gennem interviews – herunder krav og barrierer, de potentielt oplever at møde og skulle efterleve.

Nærværende forskningsprojekt skriver sig ind i en social konstruktivistisk ontologi med paralleller til den symbolske Interaktionismen epistemologi. Der tages afsæt i et mikrosociologisk perspektiv på at forstå mødet mellem voldsudsatte kvinder og krisecentrene, hvor fokus er på interaktion og sammenhandling i den afgrænset kontekst på krisecentrene.