
Robotter i Socialt Arbejde (ROSA)
Socialt arbejde herunder socialt myndighedsarbejde står i disse år over for en øget automatisering igennem digitalisering, robotter, algoritmer og machine learning. Dette er en tendens vi ikke kun ser i Danmark men og-så internationalt fx i USA og England.

Der er imidlertid forskel på, hvordan automatisering anskues og gribes an i forskellige lande herunder hvilke formål, forventninger, viden, indsigt og kritisk refleksion, der indgår i udviklingen af automatiserede løsninger. Her er det afgørende hvilke betingelser for velfærd, der findes i et givet land, samt hvilke ambitioner der er med hensyn til at fremme faglig kvalitet i socialt arbejde og service til og velfærd for borgerne. I Danmark knyttes digitaliserings- og automatiseringsambitioner til forventninger om mere effektiv og bedre service til borgerne, samt bedre udnyttelse af ressourcer til velfærd i fremtiden.
ROSAs formål er at opnå viden om socialt arbejdes teknologiske udvikling og at bidrage til en bæredygtig udvikling i samspillet mellem samfundets velfærdsinstitutioner og borgere herunder især socialt udsatte borgere.
Mere konkret har projektet til formål at udvikle viden om følgende:
- Hvad er formålet med og forventningerne til øget automatisering i socialt arbejde?
- Hvilke typer robotter findes, og hvilke er under udvikling?
- Hvilke processer i socialt arbejde automatiseres og hvilke automatiseres ikke, og hvorfor?
- Hvilken viden bygger robotter og algoritmer på, og hvilke viden skaber de?
- Hvordan tager fagpersoner imod robotter, og hvordan inddrages deres viden?
- Hvad sker der i ’mødet’ mellem robotter og fagpersoner, og hvordan anvendes robotter i praksis?
- Fører anvendelsen af robotter til nye indsigter, refleksioner, udfordringer, udviklingsmuligheder og forandringer mht. viden, kompetencer og ansvar i det sociale arbejde?
- Forandres og forbedres kvaliteten i det sociale arbejde fx med hensyn til viden, gennemsigtighed og samarbejdet med borgerne?
- Hvilke problemstillinger og udfordringer er det iht. ovenstående punkter vigtigt at være opmærksom på og kritisk reflektere over i udviklingen og anvendelsen af robotter og algoritmer i det sociale arbejde?
I ROSA kan der gennemføres forskellige delprojekter i form af mindre studier i tæt samarbejde med de aktører, der udvikler og anvender digitale løsninger med henblik på automatisering. Der gennemføres fx i 2019-2021 et casestudie i samarbejde med Borgercenter Børn- og Unge, Københavns Kommune, hvor der er fokus på ovenstående spørgsmål. Casestudiet involverer aktører, der indgår i beslutnings- og udviklingsprocesser fx ledere, strategiske konsulenter inden for digitalisering og velfærdsteknologi, IT-udviklere herunder programmører samt naturligvis de socialrådgivere, der som slutbrugere deltager i udviklingen og anvendelsen af robotter og systemer baseret på algoritmer og machine learning. Flere sådanne delstudier kan sættes i gang således at projektet udvides til at omfatte fx velfærdsteknologier og borgeres oplevelse af og anvendelse af disse.
Kontakt
FAKTA
- Tidsramme: 1. juni 2019 →