Jump to content
Sociology and Social WorkResearchSCOPAS

Støttet selvstændig beslutningstagen hos voksne med moderat intellektuelt udviklingshandicap

Ph.d.-projektet har til formål at skabe viden om beslutningstagen hos voksne med moderat intellektuelt udviklingshandicap, samt gennem samskabende processer at udvikle tilgange og metoder til støttet selvstændig beslutningstagen.

Ifølge Serviceloven og FNs Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap (KRPH) har mennesker med intellektuelt udviklingshandicap (IU) ret til personlig autonomi, til at træffe egne valg og til at deltage i samfundet på lige fod med andre. Samtidig fremhæver artikel 12 i konventionen, at mennesker med IU har ret til støtte for at udtrykke sig og tage egne beslutninger trods sproglige, fysiske, psykiske, kognitive og sociale funktionsnedsættelser. ‘Beslutningsstøtte’ er således et centralt begreb – og et statsligt ansvar – i KRPHs artikel 12, idet det anerkendes, at personer med nedsat funktionsevne har brug for hjælp til at udøve deres retslige handleevne på lige fod med andre. Forskning og erfaringer fra praksis peger imidlertid på, at der er udfordringer med at realisere denne ret. Voksne med IU er i en udsat position, da andre ofte tilrettelægger og træffer beslutninger i deres hverdagsliv. Dermed begrænses de i deres ret til deltagelse i samfundet og indflydelse på eget liv. Det er en samfundsmæssig og demokratisk udfordring, fordi det betyder, at mennesker med IU får dårligere livsvilkår, muligheder for at udtrykke sig og opnå indflydelse på egen tilværelse. I praksis er der brug for at udvikle metoder og tilgange, der understøtter stemme i og indflydelse på eget liv hos voksne med IU. I Ph.d.-projektet er der særligt fokus på voksne med moderat intellektuelt udviklingshandicap (MIU), da praksis peger på et særligt udviklingsbehov i relation til denne gruppe, som ofte både er bevidst om egen ret til at træffe beslutninger og har behov for støtte for at kunne realisere dem.

Erfaringerne i praksis på baggrund af tidligere mindre projekter og forstudier til projektet viser blandt andet, at det en udfordring at inddrage voksne med MIU i beslutningsprocesser, der vedrører deres hverdagsliv og levevilkår. De voksne med MIU har ofte vanskeligt ved at sætte ord på deres livssituation, behov og ønsker. De fagprofessionelle giver udtryk for, at de ønsker at give beboerne en større stemme og give dem mulighed for at tage ejerskab over handleplansmøderne og derved gøre møderne mere meningsfulde for borgerne. Det handler med andre ord om, at borgerne får mulighed for at synliggøre deres perspektiver og dermed få indflydelse - ikke af pligt, men af interesse for eget liv. I forbindelse med forstudierne give de voksne med MIU samtidig udtryk for, at det kan være vanskeligt træffe beslutninger, men at de har lyst og vilje til at blive bedre til det. Det kalder derfor på forskning i beslutningstagen samt viden om og udvikling af mulighedsrummet for beslutningstagen hos voksne med MIU.

Ph.d.-projektet har derfor fokus på at udforske mulighedsrummet for beslutningstagen hos voksne med moderat intellektuelt udviklingshandicap ved at undersøge hvordan voksne med MIU, pædagoger, socialrådgivere og pårørende oplever de beslutningsprocesser og det beslutningsrum, der vedrører den voksne med MIUs liv og livsvilkår. Ydermere har ph.d.-projektet til formål at skabe viden om, hvordan voksne med MIU kan støttes i beslutningstagen og styrke deres indflydelse og deltagelse på handleplansmøder og i hverdagslivet, så de i videst mulige omfang kan træffe selvstændige beslutninger.

Ph.d.-projektet Støttet selvstændig beslutningstagen hos voksne med moderat intellektuelt udviklingshandicap er en del af forskningsprojektet af samme navn, og gennemføres i regi af et partnerskab bestående af bo- og beskæftigelsestilbuddene Fonden Krobakken og Stiftelsen Købmandsgården, Jammerbugt Kommune, AAU og UCN.

Fakta

  • Bevillingsgiver: VELUX FONDEN
  • Bevillingens størrelse: Kr. 5,7 mio.
  • Projektperiode: 1. janauar → 31. december 2027

Kontakt