Jump to content
Sociology and Social WorkResearchSCOPAS

Børn, unge og forældres deltagelse som en drivkraft for udvikling af socialfaglige kompetencer

Ph.d.-projektet er en del af forskningsprojektet SAMVÆR/SOUL, som er et partnerskab med AAU samt private og offentlige aktører, der beskæftiger sig med støttet eller overvåget samvær mellem børn i anbringelse og deres forældre

Succeskriteriet i forskningsprojektet er bl.a. at udvikle en ny metode for samvær, der understøtter anbringelsens formål og barnets udvikling af en meningsfuld fortælling om samværet og sin livshistorie på sigt. Som et væsentlig bidrag til SAMVÆR/SOUL skal jeg som ph.d. -stipendiat undersøge, om og i så fald hvordan børn, unge og forældres deltagelse; deres erfaringer, behov og viden kan virke som en drivkraft for udvikling af socialfaglige kompetencer i arbejdet med samvær. Der er mange aktører involveret i samvær, og samvær kan være præget af mange konfliktende syn på dets kvalitet. Min ambition er at udvikle en praksisnær teori om socialfaglig kompetence i felter med konfliktende perspektiver, der kan understøtte professionelle i at reflektere og handle i den kompleksitet, der kendetegner socialt arbejde, og fremme deltagelse af aktører og udvikling af det sociale arbejde.

Jeg har i samarbejde med partnerskabet under vejledning af Maria Appel Nissen gennemført to pilotstudier med kvalitative interviews og observation i hhv. 2021 og 2022, der har bidraget til identifikation af tre hovedudfordringer i at forberede, udføre og vurdere samvær. Det drejer sig om deling af viden, etablering af et bæredygtigt samarbejde samt imødekommelse af barnets behov og udvikling. De tre udfordringer kan forstærke hinanden negativt og øges i samspil med den sociale, psykologiske og juridiske kompleksitet, der er i og omkring samværet. Jeg glæder mig rigtig meget over, at jeg nu i ph.d. -projektet får mulighed for at fordybe mig endnu mere i det sociale arbejde med samvær med et særligt fokus på hvordan professionelle kan understøtte borgerens deltagelse, så det samtidig også forbedrer kvaliteten af den sociale indsats.

Mit engagement for ph.d.-projektet kommer fra praksis, hvor jeg selv har erfaret fra forskellige positioner, at arbejdet med barnets kontakt til sine forældre er afgørende for at lykkes med de mål, der er for den sociale indsats – faktisk uanset om det er anbringelse eller forebyggelse på børn- og ungeområdet. Det er ikke nødvendigvis forstået som arbejdet med mere eller mindre kontakt, men i højere grad barnets forståelse af kontakten; hvem er jeg, hvem er mine forældre og hvad er vi for hinanden. Samtidig er der i ph.d. -projektet en god kobling til den indignation, som jeg har for professionel udvikling, der har præget mit arbejdsliv i praksis, mine projekter som socialrådgiver- og kandidatstuderende samt efteruddannelser.

Kontakt